Salgs- og Leveringsbetingelser

Greyscape Diamantskæring ApS  |  CVR: 45436853

Gælder fra: 10-03-2026

§ 1 – Anvendelsesområde

Disse salgs- og leveringsbetingelser (herefter "Betingelserne") finder anvendelse på alle tilbud, ordrer, aftaler og leverancer, der indgås mellem Greyscape Diamant (herefter "Sælger") og kunden (herefter "Køber"), medmindre andet er skriftligt aftalt.

Betingelserne gælder for alle ydelser inden for diamantboring, diamantskæring, kerneboring og tilknyttede specialistydelser, samt levering af relateret udstyr og materialer.

For erhvervsmæssige entrepriser finder Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB 18) anvendelse som supplerende grundlag, i det omfang nærværende betingelser ikke indeholder udtrykkelige afvigelser herfra. For forbrugerforhold finder AB-Forbruger anvendelse som supplement.

Afvigelse fra nærværende betingelser kræver udtrykkelig skriftlig accept fra Sælger.


§ 2 – Tilbud og ordrebekræftelse

Tilbud fra Sælger er gældende i 30 dage fra tilbudsdato, medmindre andet fremgår af tilbuddet. Tilbud er baseret på de oplysninger, Køber har fremlagt, herunder adgangsforhold, materialetyper og arbejdsforhold.

En bindende aftale er først indgået, når Sælger har fremsendt skriftlig ordrebekræftelse, eller arbejdet er påbegyndt.

Priserne i tilbud er eksklusiv moms samt eventuelle tillægsomkostninger til fx boreskærv, vandforsyning, el-tilslutning, stillads eller bortskaffelse af affald, medmindre dette specifikt er angivet i tilbuddet.


§ 3 – Priser og betaling

Alle priser er i danske kroner (DKK) og er eksklusive moms, medmindre andet udtrykkeligt er angivet.

3.1 Betalingsbetingelser

Betaling skal ske senest 14 dage fra fakturadato, medmindre andet er skriftligt aftalt. Ved betaling efter forfaldsdato beregnes morarente i henhold til rentelovens bestemmelser.

Sælger forbeholder sig retten til at fremsende acontofaktura op til 2 gange månedligt, uanset om opgaven er afsluttet. Endvidere forbeholder Sælger sig retten til at fakturere øjeblikkeligt, såfremt det samlede udestående beløb overstiger kr. 100.000 eksklusiv moms.

3.2 Prisregulering og indeksering

Sælger forbeholder sig ret til at regulere priser, såfremt der sker væsentlige ændringer i materialepriser, lønomkostninger, brændstofpriser eller øvrige produktionsomkostninger efter tilbudsgivning.

Ved entrepriser med fast pris og en varighed på over 12 måneder indeksreguleres tilbudssummen for den del af arbejdet, der udføres efter 12 måneder fra tilbudsdagen. Regulering sker efter det af Danmarks Statistik offentliggjorte indeks, der bedst svarer til entreprisen. Er der ikke fastsat krav om fast pris, reguleres tilbudssummen med tilbudsdagens indeks som begyndelsesindeks.

3.3 Ekstraarbejde og faglige forbehold

Ekstraarbejde, der opstår som følge af uforudsete forhold på arbejdspladsen, afregnes særskilt efter medgået tid og materialer. Følgende forhold er ikke inkluderet i tilbuddet, medmindre dette udtrykkeligt fremgår:

  • Usædvanligt kraftig armering (over Ø14 mm) samt langsgående jern, såfremt dette ikke er oplyst i udbudsmaterialet.

  • Betonkvalitet over 40 MPa, såfremt dette ikke er oplyst i udbudsmaterialet.

  • Arbejde i frostvejr – dette afregnes med et særskilt tillæg.

  • Ventetid forårsaget af andre håndværkere, manglende afsætning, eller mangel på vand og elektricitet.

  • Afdækning med plast o.l. mod støvgener – beregnes særskilt.

  • Udtagning og bortfjernelse af borekerner og klodser.

  • Bortkørsel af opsuget bore-/skæreslam fra byggeplads – faktureres separat, hvis ikke inkluderet i tilbuddet.

  • Opstilling af stillads, lift o.l. – alle priser er baseret på, at arbejdet kan udføres stående på gulvet.

  • Tilstøbning, tilmuring eller reparation af huller efter fastgørelse af materiel.

Priserne forudsætter, at vand og elektricitet er tilgængeligt maksimalt 40 meter fra arbejdsstedet. Såfremt dette ikke er tilfældet, forbeholder Sælger sig ret til at fakturere ekstra for etablering af forsyning.

  • Parkerings- og adgangsafgifter samt bompenge i forbindelse med opgavens udførelse faktureres Køber efter dokumenterede udgifter.

  • Transport og mobilisering af materiel forudsætter normal køreadgang til arbejdsstedet. Kræver opgaven særlig adgang – fx via trapper, kældre, elevator eller snævre passager – beregnes et tillæg for ekstra tid og håndtering, medmindre dette udtrykkeligt er indregnet i tilbuddet.

  • Arbejdsområdet afleveres i ryddet men ikke rengjort stand. Rengøring ud over fjernelse af større materialeaffald og borekerner er ikke indeholdt i tilbuddet og faktureres særskilt efter aftale.


§ 4 – Levering og udførelse

Levering og udførelse sker på det aftalte tidspunkt og sted. Sælger er ikke ansvarlig for forsinkelser, der skyldes mangelfulde oplysninger fra Køber, manglende adgang til arbejdsstedet eller andre forhold uden for Sælgers kontrol.

4.1 Købers forpligtelser

Køber er ansvarlig for at sikre:

  • Fri og uhindret adgang til arbejdsstedet til det aftalte tidspunkt, og at arbejdsstedet er ryddet og klargjort.

  • At arbejdsstedet er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

  • Tilstrækkelig vandforsyning og elforsyning (minimum 230V/16A) maksimalt 40 meter fra arbejdsstedet, medmindre andet er aftalt.

  • At relevante tegninger, stikledningsoplysninger og konstruktionsdata er fremsendt inden arbejdets start.

  • Nødvendige tilladelser, herunder arbejdstilladelser og støvbeskyttelse.

  • Afsætning og opmærkning af bore-/skæresteder. Køber skal undersøge og sikre, at der ikke befinder sig kabler, rørinstallationer eller andre installationer på bore-/skærestedet. Nærliggende kabler og rørinstallationer skal af sikkerhedsmæssige grunde være afbrudt, mens arbejdet pågår.

  • Ved arbejder under jordskorpen er Køber ansvarlig for at indhente fyldestgørende oplysninger fra LER – Ledningsejerregistret samt øvrige relevante registre forud for arbejdets opstart, og videregive disse oplysninger til Sælger. Køber bærer det fulde ansvar for skader opstået som følge af manglende eller ufuldstændige LER-oplysninger.

  • Ved arbejde på bærende konstruktioner er Køber ansvarlig for at fremskaffe og udlevere statisk dokumentation til Sælger, der bekræfter at arbejdet kan udføres forsvarligt, inden arbejdets påbegyndelse.

Såfremt manglende opfyldelse af ovenstående forpligtelser forhindrer eller forsinker arbejdets udførelse, faktureres Køber ventetid efter medgået tid samt eventuelle øvrige meromkostninger. Sælger er ikke ansvarlig for deraf følgende forsinkelse af den samlede entreprise.

4.2 Vejrforhold og vinterforanstaltninger

Arbejdet kan ikke standses af Køber på grund af vejrforhold, så længe Sælger overenskomstmæssigt er forpligtet til at fortsætte dette.

I vinterperioden (1. november – 31. marts) gælder følgende jf. vinterbekendtgørelsen: Årstidsbestemte vinterforanstaltninger, der alene vedrører nærværende entreprise, er indeholdt i tilbudssummen. Vejrligsbestemte vinterforanstaltninger (foranstaltninger udløst af konkrete vejrforhold) er ekstraarbejde og faktureres særskilt. Afviser Køber betaling herfor, har Sælger ret til tidsfristforlængelse samt betaling af stilstandsomkostninger.

4.3 Ændringer i opgaven

Ønsker Køber ændringer i den aftalte opgave, skal dette meddeles skriftligt hurtigst muligt. Sælger forbeholder sig ret til at justere pris og tidsplan i overensstemmelse hermed.

4.4 Bygherrens sikkerhedsstillelse

Ved private bygherrers entrepriser kan Sælger kræve, at Køber senest 8 arbejdsdage efter entrepriseaftalens indgåelse stiller betryggende sikkerhed for opfyldelse af sine betalingsforpligtelser, svarende til mindst 10 % af entreprisesummen – dog minimum 3 måneders gennemsnitlig betaling. Stilles sikkerhed ikke rettidigt, er Sælger berettiget til at standse arbejdet.

4.5 Forurenet jord

Forsinkelse af arbejdet som følge af anmeldelse til myndighederne efter lov om forurenet jord er ikke omfattet af tilbuddet, medmindre anmeldeperioden udtrykkeligt fremgår af udbudstidsplanen. Medfører anmeldelsen myndighedskrav om opgravning eller flytning af jord, er ydelser hertil ikke indeholdt i tilbuddet og afregnes som ekstraarbejde.


§ 5 – Fagligt ansvarsfritagelse

Som følge af arbejdets karakter er Sælger uden ansvar for følgende:

5.1 Vandskade

Sælger er ikke ansvarlig for vandskade opstået ved, at vand fra bore-/skærearbejdet finder vej gennem hulrum, nedlagte eller uoplyste installationer eller lignende i vægge eller etageadskillelser, hvori bore-/skærearbejdet udføres. Det er Købers pligt at sikre korrekt afpropning.

5.2 Misfarvning fra boreslam

Sælger er ikke ansvarlig for misfarvning af bygningsdele, gulve, inventar eller andet som følge af bore-/skæreslam. Det er Købers ansvar at sikre tilstrækkelig afdækning og afpropning forud for arbejdets start. Sælger kan ikke gøres ansvarlig for følgeskader som følge af manglende afdækning.

5.3 Overskæring af skjulte installationer

Sælger er ikke ansvarlig for overskæring af kabler, rørinstallationer eller andre skjulte installationer, såfremt Køber ikke har fremlagt korrekte og fuldstændige oplysninger herom inden arbejdets start, og Sælger ikke med rimelighed burde have opdaget risikoen. I sådanne tilfælde er Køber forpligtet til at holde Sælger skadesløs for ethvert krav, der rejses mod Sælger fra Køber, lejer eller tredjepart i den anledning, herunder erstatning og sagsomkostninger.

5.4 Konstruktionsstabilitet

Sælger er ikke ansvarlig for hullernes hensigtsmæssige placering eller konstruktionens efterfølgende statiske stabilitet. Det er udelukkende Købers ansvar at sikre, at de statiske og konstruktionsmæssige forhold er fuldt forsvarlige, inden arbejdet igangsættes. Sælger anbefaler, at en statiker konsulteres ved større indgreb.

5.5 Tidsforlængelse og materieludfordringer

Sælger påtager sig intet økonomisk ansvar for tidsforlængelse af entreprisen som følge af materialernes beskaffenhed, driftsstop af materiel eller manglende leverance af sliddele.


§ 6 – Risikoovergang

Risikoen for det udførte arbejde og leverede materialer overgår til Køber ved aflevering/færdiggørelse af opgaven. Sælger er ikke ansvarlig for skader, der sker efter risikoovergangen.


§ 7 – Ejendomsforbehold

Sælger forbeholder sig ejendomsretten til alle leverede materialer og udstyr, indtil fuld betaling er modtaget. Køber er ikke berettiget til at overdrage, pantsætte eller på anden måde disponere over disse, inden betalingen er gennemført.


§ 8 – Reklamation og garanti

8.1 Reklamationsret

Køber skal straks ved modtagelse/aflevering gennemgå det udførte arbejde. Synlige mangler skal reklameres skriftligt uden ugrundet ophold og senest 5 arbejdsdage efter afleveringen.

Skjulte mangler skal reklameres skriftligt senest 2 år efter afleveringsdato.

8.2 Udbedring

Ved berettiget reklamation er Sælger berettiget og forpligtet til at foretage afhjælpning. Sælger er berettiget til at foretage op til 2 afhjælpningsforsøg, inden Køber kan gøre øvrige misligholdelsesbeføjelser gældende.

8.3 Undtagelser

Garantien dækker ikke:

  • Skader forårsaget af Køber eller tredjemand.

  • Skader som følge af mangelfulde oplysninger eller tegninger fra Køber.

  • Normal slitage og vedligeholdelse.

  • Skader forårsaget af uforudsete materialeforhold (fx ukendt armering eller hule konstruktioner).


§ 9 – Ret til at standse arbejdet

Såfremt Køber ikke betaler forfaldne beløb rettidigt, er Sælger berettiget til efter skriftligt varsel på 5 arbejdsdage at standse arbejdet, indtil betaling er modtaget eller betryggende sikkerhed er stillet.

Sælger kan endvidere straks standse arbejdet ved Købers konkurs, betalingsstandsning, åbning af forhandlinger om tvangsakkord, eller hvis Købers økonomiske forhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at Køber må antages at være ude af stand til at opfylde entrepriseaftalen – medmindre Køber straks stiller betryggende sikkerhed.

Stilstandsomkostninger og øvrige tab som følge af arbejdets standsning faktureres Køber.


§ 10 – Ansvarsbegrænsning

Sælgers erstatningsansvar er i alle tilfælde begrænset til den fakturerede pris for den konkrete opgave, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsæt fra Sælgers side. Sælger er ikke ansvarlig for driftstab, følgeskader, tabt fortjeneste, indirekte tab eller andre konsekvenstab.

Sælger er endvidere ikke ansvarlig for skader på skjulte installationer, herunder rør, kabler og ledninger, såfremt Køber ikke har fremlagt korrekte og fuldstændige stikledningsoplysninger inden arbejdets påbegyndelse.


§ 11 – Force majeure

Sælger er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser, såfremt dette skyldes force majeure-situationer, herunder men ikke begrænset til:

  • Naturkatastrofer, brand eller oversvømmelse.

  • Strejke, lockout eller arbejdskonflikter.

  • Krig, terrorhandlinger eller myndighedsindgreb.

  • Ekstraordinære vejrforhold, der umuliggør arbejdets udførelse.

  • Svigt hos underleverandører, som selv er ramt af force majeure-forhold svarende til ovennævnte.

Sælger skal straks og skriftligt orientere Køber, såfremt force majeure gør sig gældende, og parterne skal forhandle i god tro om en løsning.


§ 12 – Forsikring og sikkerhed

Sælger er ansvarsforsikret og opretholder relevante erhvervsforsikringer. Sælger overholder gældende arbejdsmiljølovgivning og sikkerhedsforskrifter.

Køber er ansvarlig for at arbejdsstedet opfylder gældende sikkerhedsforskrifter, og at der er truffet nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af omgivelserne, herunder støvafskærmning og adgangskontrol, medmindre andet er aftalt.


§ 13 – Behandling af personoplysninger

Sælger behandler personoplysninger om Købers kontaktpersoner i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning (GDPR). Oplysningerne anvendes alene til opfyldelse af aftalen og til fakturering.


§ 14 – Lovvalg og værneting

Enhver tvist, der opstår i forbindelse med disse betingelser eller en aftale indgået under disse, skal afgøres efter dansk ret og ved Retten i Hillerød som værneting.


§ 15 – Ændringer

Sælger forbeholder sig ret til at ændre disse betingelser. Den til enhver tid gældende version offentliggøres på Sælgers hjemmeside og fremsendes til Køber på forespørgsel.


§ 16 – Særlige rettigheder for forbrugere

Nærværende betingelser er primært udarbejdet til erhvervsforhold (B2B). Er Køber en forbruger, dvs. en fysisk person der handler uden for sit erhverv, gælder følgende undtagelser uanset hvad der i øvrigt fremgår af disse betingelser:

16.1 Reklamation

Forbrugere har ret til at reklamere over synlige og skjulte mangler inden for rimelig tid efter, at manglen er eller burde være opdaget, og i alle tilfælde inden 2 år fra afleveringstidspunktet, jf. købelovens regler. Kravet om reklamation inden 5 arbejdsdage (§ 8.1) gælder ikke for forbrugere.

16.2 Afhjælpning og misligholdelsesbeføjelser

Forbrugere kan efter ét mislykket afhjælpningsforsøg gøre øvrige misligholdelsesbeføjelser gældende, herunder krav om forholdsmæssigt afslag eller ophævelse af aftalen, jf. købelovens regler. Bestemmelsen i § 8.2 om op til 2 afhjælpningsforsøg gælder ikke for forbrugere.

16.3 Ansvarsbegrænsning

Ansvarsbegrænsningen i § 10 finder ikke anvendelse over for forbrugere ved personskade eller i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsæt fra Sælgers side. Sælgers erstatningsansvar over for forbrugere er i øvrigt underlagt købelovens og erstatningsretlige regler.

16.4 Acontofakturering

Bestemmelsen om acontofakturering og øjeblikkelig fakturering ved beløb over kr. 100.000 (§ 3.1) anvendes ikke over for forbrugere, medmindre dette er udtrykkeligt og skriftligt aftalt inden arbejdets start.

16.5 AB-Forbruger

For aftaler med forbrugere om byggearbejder finder AB-Forbruger anvendelse som supplerende grundlag, i det omfang nærværende betingelser ikke giver forbrugeren bedre rettigheder end AB-Forbruger.


§ 17 – Klageadgang – Byggeriets Ankenævn

Er Køber forbruger (privatkunde), og opstår der uoverensstemmelser i forbindelse med arbejde udført af Greyscape Diamant, som ikke kan løses i mindelighed, kan Køber indbringe sagen for:

Byggeriets Ankenævn, Nørre Voldgade 106, 1358 København K

Hjemmeside: www.byggerietsankenaevn.dk  |  E-mail: info@byggerietsankenaevn.dk

Klageret forudsætter, at sagen ikke verserer ved de ordinære domstole. Klagebehandling er gebyrbelagt for Køber.


Disse betingelser er senest revideret: 10-03-2026